Hyttefadets historie

Bygningen, som i dag rummer Hyttefadet, blev opført i år 1734, og ligger på ”den frække side” (solsiden) af Nyhavn. Kanalen i Nyhavn blev udgravet allerede i 1671-73 og herefter udbygget som havn med bolværk og købmandshuse på begge sider. Købmandshusene havde bolig og magasiner. De fleste købmandshuse blev opført i 1700-tallet, men nogle dog lidt tidligere. I 1800-tallet blev købmandshusene forhøjet med en eller to etager og indrettet med lejligheder og alt til havnen hørende, bl.a. skibsproviantering, forhyringskontorer, hoteller og ikke mindst sømandsknejper. Der var fest og stemning, letlevende damer, dans og øretæver i luften. Heraf betegnelsen ”den frække side”. 

Indenfor er hele den ene væg dækket af et herligt sømandsmaleri, der fortæller om sømandens lystige liv i alverdens havne med sorte piger på kajen. Efter at have været væk i et par år glæder han sig til at komme hjem og spejder efter konen derhjemme med sin kikkert. Selve hjemkomsten bliver måske lidt problematisk, for hans kone kan præsentere ham for et dejligt, nyfødt barn. Værtshuset har bevaret sin Nyhavnsstemning med små borde og en lille scene til musik, og værten fortæller meget gerne om sømandsmaleriet.

Asger Jorn

Logoet på facaden med ”Hyttefadet” er tegnet af den verdeskendte danske maler Asger Jorn, som malede det i 1952 for en tidligere ejer – for blot tre store fadøl. 

Navnet 'Hyttefadet'

Restaurantens navn, “Hyttefadet”, stammer i øvrigt fra et gammelt fiskerredskab, som man brugte til at holde fiskene friske; en trækasse med små huller, fortøjet under vand på skibets side. Når først fiskene var lagt i kassen, kunne de ikke komme ud igen. Ligesom når man kommer i ”Hyttefadet”.

Åbningstider:

Søndag – onsdag:

Kl 9.00 – 00.00

Torsdag – lørdag:

Kl 9.00 – 02.00

Madservering:

Morgenmad: 
kl 9.00-11.00

Frokost:
kl 11.00-16.00

Aftensmad:
kl 17.00-22.00
(torsdag – lørdag kl 17-21)

Adresse:

Hyttefadet
Nyhavn 25
1051 København K

Kontakt os:

tlf: +45 33 12 01 07
info@hyttefadet.dk