I 1880’erne blev smørrebrødet populært på danske restauranter, hvor det blev nytænkt og viste sit potentiale. Siden da har det været en dansk klassiker, og i Nyhavn er det det perfekte sted at opleve det.
Det tyske TV program “DW TV” valgte for en håndfuld år tilbage, at lave en reportage om dansk smørrebrød, og hvad det betyder for danskerne. Vi blev i Hyttefadet spurgt, om vi ville være en del af programmet – og vi ville selvfølgelig gerne vise vores version. Det skal dog nævnes, at det er vores gamle smørrebrødsmenu man ser i TV-reportagen, og vi sidenhen har udviklet og perfektioneret vores repertoire af de danske klassikere.
I takt med at industrialiseringen rammer Danmark, opstår traditionen “Smørrebrød”. Mændene skulle have madpakker med på arbejde, og her fik de altså smørrebrød, som var en praktisk løsning til madpakken. Ordet smørrebrød kommer af ‘smør på brød’, altså at putte smør eller fedt på brødskiver.
Smørrebrødet er ment som værende et mellemmåltid uden for hjemmets fire vægge, så man nemt og hurtigt kan få stillet den værste sult på farten. Variationerne er mange, og mulighederne for hvad smørrebrødet kan, følger med de mange muligheder:
Smørrebrødets kendte varianter:
Håndmad: En håndmad er en typisk mad at spise i hjemmet. Den kan laves simpelt med et stykke brød, smør og ønsket pålæg. Den spises, som navnet indikerer med hånden, og der er ikke brug for kniv og gaffel.
Amagermad: Består af en skive franskbrød og rugbrød lagt sammen med smør i mellem.
Klapsammen: En klapsammen er et dejligt børnevenligt smørrebrød som kan spises uden kniv og gaffel, bestående pålæg mellem to stykker brød. Dette gør at det er velegnet til madpakker, og en god idé til at have med på farten. Dette må ikke forveksles med en sandwich!
Højtbelagt: En højtbelagt er en opgraderet version af håndmaden, nydes med kniv og gaffel, og er oftest den der bliver solgt på restauranter. Kendetegnet for dette stykke smørrebrød, er højden, og det ekstravagante udseende det får ved at blive bygget op.
Pindemadder: En typisk spise ved stående arrangementer, bestående af brød med pålæg og garniture som er sammenholdt af en pind, der gør det nemt at tage stykket når fadet bliver båret rundt.
Smørrebrødslagkage: En lagkage lavet af hvedebrød, lagt i lag med pålæg imellem.
Kanapé: Et lille, ristet hvedebrød der serveres med fint pålæg, som forret eller til receptioner.
Alle disse muligheder, kan være én af grundene til hvorfor smørrebrødet stadig efter godt 170 år er så populært.
Smørrebrødet er enkelt, rammer alle smagssanserne, det er en bid af dansk historie og så er der utallige variationer af det, som gang på gang får kokke til at udfordre vores opfattelse af hvad et smørrebrød kan.
Skulle der være spørgsmål eller brug for yderligere assistance, kan vi kontaktes på: info@hyttefadet.dk eller på tlf. +45 33 12 01 07